Er ens bolig nu også ens hjem?
Det kan lyde som en lidt mærkværdig overskrift at have til en artikel om bolig-forhold, for det umiddelbare svar er, at det vil man da mene, og helt teknisk er det jo også det, men i praksis og med følelserne kan det forholde sig anderledes.
Man kan eje et hus i Skanderborg og ikke føle sig hjemme, mens man kan bo i en lejebolig i Nordjylland, som man så reelt ikke ejer, men som man så føler sig virkelig hjemme i, betragter som ens hjem og føler sig godt tilpas i.
Og hvordan kan det nu så være?
Det er faktisk nemt at forklare, for medmindre du er hjemløs, så har du nok i skrivende stund et sted, hvor du holder til, om det så er det sted, hvor din folkeregisteradresse er, eller hvor du bare opholder dig, så kan graden af hjemlighedsfølelsen forandre sig.
Den slags kan ændre sig alt efter, om man formår at dekorere omgivelserne og forsøge at gøre det til et hjem med nogle minder, men netop minder er bundet op på, hvordan man har det med stedet.
For man siger jo, at man har hjemme, hvor hjertet bor, og nogle gange bor hjertet jo hos en anden person, hvorfor man føler sig hjemme det sted, hvor den person eller de personer i form af ens familie hører til.
Så måske har man boet alene i et hus, hvor man følte sig ensom, selvom det lignede et hjem, men senere flyttede man så i lejebolig med ens familie, hvorfor man så følte sig virkelig hjemme det sted, fordi det var sådan, man opfattede, at et hjem skulle være.
Senere kan det så være, man skal skilles, eller børnene flytter hjemmefra, og ved at noget flytter ud eller forandrer sig, så rykker den hjemlighedsfølelse også med.
Den er ikke nem at holde fast på.
